Førstegangs gænger på 73 år

Gert Haurum fra Gråsten er med på Marchteam Sønderjylland og førstegangs gænger. Det er der for så vidt ikke noget usædvanligt i. Men han fylder 73 år den 12. august!

- Efter at jeg havde haft brækket en lårbensknogle, så vraltede jeg lidt, og de andre sagde hele tiden til mig ”gå nu ordentligt”. Og så tænkte jeg, ”nu skal jeg sgu vise dem, at jeg kan gå”. Og da jeg så først havde sagt, at jeg kunne da gå Nijmegenmarch, hvis det skulle være, så fangede bordet jo…

Og hvordan er det så?

Ligesom ringridning
- Det er lige så sjovt som ringridning i Sønderborg, bare meget større. Der er jo masser af mennesker og fest over alt. I Sønderborg er det over en strækning på et par kilometer, men her er det 40 km hver eneste dag!

Og så beundrer Gert den organisation, der står bag det store arrangement:

- Jamen bare ude i lejren, hvor vi bor 5-6.000 gængere og en masse hjælpere, og så fungerer alting endda næsten perfekt…

Gert har midtvejs på anden dagen endnu sin første vabel til gode:

- Mange pudser støvler til den store guldmedaljer, men de passer ikke deres fødder. Jeg sidder med mine i sæbevand hver dag, når jeg kommer hjem, og så smører og smører og smører jeg dem.

Og så er Gert velforberedt: Han havde 704 km ”på bogen”, inden han kom til Nijmegen - inklusive 100 km marchen i Slagelse.

- Og så har jeg altid været meget ude i forbindelse med vores heste og hunde.

Om han skal med igen til næste år?

- I min alder skal man ikke lægge planer 10 år frem i tiden, og det tager jo meget tid, og for tiden har vi tolv heste og fem hunde derhjemme, så - men joh, lad os nu se, nu ved jeg jo, at fødderne kan holde…
 

Skrevet af Nina Villadsen | Senest ændret 20/07-2011 22:36:19