Dansk Nijmegen Kontingent

Nijmegenmarchen

18.-21. juli 2017

Tilbage til alle nyheder

Kontrolmarch i Århus 2017

12-05-2017 - Lis Kristensen

Bagende sol, vabler og godt humør er nogle få men meget beskrivende ord for denne weekends kontrol march den 6 - 7 maj.

De knap 200 deltagende gængere bestod nemt årets første kontrol march i Århus med hjælp fra 25 hjælpere, som stod klar lørdag og søndag til at forpleje og forbinde de mange marchdeltagere på de forskellige rast på ruten.

Humøret var højt og vejret godt lørdag morgen på Tilst skole, dagens program stod på flaghejsning efterfulgt af 40 kilometers march. Ruten startede ved Tilst skole, og fortsatte rundt om de to søer i Århus Ådal, en rigtig flot rute som udfordrede deltagerne. Et par bakker skulle overkommes, men belønningen var på den anden side en fantastisk udsigt, når man nåede toppen. På ruten var 25 hjælpere klar til at servicere med mad, drikke og forbinding af skadede fødder.

Op af dagen blev vejret fantastik med høj solskin og en let brise - rigtig marchvejr. Dagens 40 kilometer blev afsluttet i flot stil uden nogle udgående deltagere, en præstation som kun opnås med en masse forudgående træning, sammenhold og kammeratskab.

Dagen blev afsluttet med en stor grillbuffet og hygge, så soldaterne kunne fylde op og slappe af inden turen søndag igen stod på 40 kilometer.

Søndagens program kunne forveksles med lørdagens – der skulle marcheres, og denne dag blev det postruten som skulle klares. Postmarchen er en tur igennem Marselisborg Skovene syd for Århus, en meget smuk og udfordrende tur, med bakker som endnu engang gav deltagerne mulighed for at nyde den skønneste natur.

Igen søndag stod det store hold af hjælpere klar til at hjælpe de mange gængere, som nu var lidt medtaget efter gårsdagens march. Nogle klarede sig igennem uden vabler og andre gener, mens andre ser vabler på fødderne og smerter i benene som deres følgesvend sådan en weekend. Heldigvis er de dygtige hjælpere altid klar til at prikke en vabel og sørge for, at alle kan forsætte videre.

Tilbagemeldingen, når man kigger på Facebook, er entydig: Stor ros til det team som har stået for planlægningen af årets første kontrolmarch samt de mange hjælpere. Derudover er der også stor ros til de dygtige marchdeltagere, som til fulde har bevist, at med træning, sammenhold, godt humør og gode støvler, så er 2 * 40 kilometer en smal sag at gennemføre. 

Del siden:

Kontakt: presse@nijmegen.dk